Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Princip for pædagogik og læring

Princip for pædagogik og læring

Formål med princippet:

På Dybkær Specialskole er kerneopgaven at skabe læring og udvikling for alle elever, således at eleverne får viden og værktøjer med fra skolen til at skabe det bedst mulige liv med de potentialer og udfordringer, eleverne hver især har.

Skolebestyrelsen vil med dette princip rammesætte, at der kontinuerligt er fokus på ovenstående.

Mål for princippet:

Når dette princip efterleves, afspejler elevplanerne, skole-hjem-samtalerne og den løbende dialog mellem skole og forældre arbejdet med elevernes læring og udvikling.

Overordnet set arbejder Dybkær Specialskole med læring ud fra en  læringsmodel, som skolen selv har udviklet. Der kan læses mere om læringsmodellen her: Læring på Dybkær Specialskole

Der arbejdes differentieret med læring alt efter alder, behov og udfordringer. Dette er beskrevet i dokumentet her:  Helhedsorienteret skole

Skolens ansvar:

Fordi Dybkær Specialskole er et helhedsorienteret tilbud med en skole- og fritidsdel, skal lærere og pædagoger sammen udforme og tilrettelægge en meningsfuld hverdag for eleven ud fra dennes forudsætninger og behov. Der skal være sammenhæng i elevens hverdag fra morgen til eftermiddag/aften og overgangene fra skole til fritidsdel skal være overskuelige og naturlige.

Det er skolens ansvar at skabe rammen for dialog omkring elevernes faglige læring og udvikling via elevplaner, skole-hjem-samtaler og den løbende dialog mellem skole og forældre.

Forventninger til forældre:

Det er forældrenes ansvar at samarbejde med skolen omkring elevernes faglige læring og udvikling med henblik på at kunne understøtte læringen hjemmefra.

Bestyrelsens planlagte tilsyn:

Skolebestyrelsen følger op på efterlevelsen af princippet og den tilhørende læringsmodel og vision for differentieret undervisning to gange årligt i umiddelbar forlængelse af skole-hjem-samtalerne.

Princippet ligger i forlængelse af såvel skolens værdiregelsæt og skolens øvrige principper som af folkeskoleloven og kommunens mål og rammer.

Princippet er vedtaget af Skolebestyrelsen d. 27.10.2022